Vi livestreamer "Offentlige foredrag i Naturvidenskab" fra Aarhus Universitet.
Vi livestreamer "Offentlige foredrag i Naturvidenskab" fra Aarhus Universitet.
Her kan du komme tættere på nyeste opdagelser og erkendelser fra naturvidenskaben, når forskellige forskere livestreames direkte fra Søauditorierne i Universitetsparken, Aarhus Universitet
Forskere har fundet uventet liv på de største havdybder og dybt i havbunden. Hør om organismer, der er tilpasset det ekstreme tryk, samt om bakterier i havbunden, der tager tusinder af år om at dele sig og som er afgørende for livsforholdene på Jorden.
Dybhavet dækker mere end halvdelen af Jordens areal og det meste er uudforsket. Dels er det meget vanskeligt at fortage målinger og indsamle materiale på havets største dybder, dels har man tidligere fejlagtigt troet, at processerne i dybhavet ikke er vigtige for livsforholdene på Jorden.
De dybeste dele af oceanerne, fra 6 til 11 kilometers havdybde, kaldes 'den hadale zone' - efter dødsriget Hades. Zonen indbefatter bl.a. 27 enorme grave, der strækker sig tusinder af kilometer langs kontinenternes, geologisk ustabile, rand - der hvor havbundsplader og kontinentalplader støder sammen.
Den nyeste forskning viser overraskende, at disse grave er "oaser" for livet i dybhavet. Omsætningen af organisk materiale er meget høj og man opdager hele tiden ukendte organismer der er tilpasset det ekstreme tryk i gravene. Ved hjælp af avancerede robotter med videnskabeligt udstyr, der kan operere under det ekstreme tryk, er forskerne nu ved at aflure dybhavets hemmeligheder.
Livestreaming fra Aarhus Universitet vises i samarbejde med Vodskov Samråd og Vodskov Bibliotek.